Undervisning

  • undervisning

HIA tilbyder løbende forskellige uddannelsesinstitutioner og underviserer tilbud om undervisning og efteruddannelse. HIA søger at huske historien for at kunne forstå samtiden. Mange af vores undervisningstilbud spejler konstant de menneskeretlige udfordringer og problematikker minoriteter står overfor i historien.

Menneskerettighedsdilemmaer og oplysningsarbejde

I januar 2014 samlede HIA DK unge fra hele Skandinavien for at diskutere menneskerettighedsdilemmaer og oplysningsarbejde.

”Må politikere godt ytre sig racistisk?” ”Må Anders Breivik godt udgive bøger fra fængslet?” Det var nogle af de spørgsmål, der var oppe at vende, da HIA  i samarbejde med Anne Frank Huset i Amsterdam og Fredens Hus i Uppsala husede 16 unge fra hele Skandinavien i København for at diskutere menneskerettigheder og deres indbyggede dilemmaer.

Et halvt år forinden havde de unge lært hinanden at kende igennem Anne Frank Husets ”Free2Choose-Create” program, som blev holdt i Fredens Hus i Uppsala i samarbejde med HIA. På en uge blev deltagerne sat til at formulere et aktuelt menneskerettighedsdilemma, som prægede den svenske debat, hvorefter deltagerne drog  ud med mikrofoner i Uppsalas gader og interviewede folk til et kort videoklip, som skulle belyse emnet fra forskellige vinkler. Fem videoer var i hus, da ugen var omme. Deltagerne tog hjem til Sverige, Norge, Danmark og Finland med målsætningen om at arrangere mindste tre menneskerettighedsdebatter i deres lokalsamfund med udgangspunkt i de videoer, de havde produceret.

Et halvt år senere mødtes deltagerne igen i København, denne gang til en to-dages workshop, hvor de unge delte deres erfaringer fra de debatter, de havde afholdt, og fik vejledning om, hvordan de i fremtiden kunne arrangere og facilitere deres egne projekter. Der blev holdt workshops om projektudvikling, projektledelse og fundraising, samt måder hvorpå man kan mobilisere befolkningen via de sociale medier. HIA havde inviteret frivillige ledere fra bl.a. Røde Kors og Afrovaganza til at inspirere og fortælle, hvordan de selv havde søsat deres projekter. Da weekenden var omme, havde deltagerne fået en masse ny viden og inspiration med sig i bagagen, samt en vilje til at fortsætte oplysningsarbejdet derhjemme.

Free2Choose-Create projektet blev sponsoreret af EU’s Youth in Action (på dansk: Aktive Unge) program.

Auschwitz-dag 

HIA DK søger at markere den internationale dag for holocaust og andre folkedrab, Auschwitz-dag hvert år. På Auschwitz-dagen mindes hele verden om de allerværste konsekvenser af et folkedrab, der ændrede verden. Men flugt og folkedrab foregår stadigvæk rundt omkring i verden, og derfor er det vigtigt at undersøge, diskutere og debattere hvorfor det sker, og hvad civilsamfundet kan gøre for at forebygge og stoppe konflikt.

HIA DK markerede Auschwitz-dagen i 2013 med et debatseminar om flugt og folkedrab, hvor tre talere – dansk-jødisk flygtning Bent Melchior, Aldin Lemes fra Bosnien og Angelique Umugwaneza fra Rwanda – fortalte om deres flugtoplevelser, og deres historier greb og rørte publikummet. Debatseminaret var rettet mod unge og det var primært gymnasieelever, der deltog. Det blev en positiv og lærerig oplevelse for gymnasieeleverne – så meget, så nogle af dem skrev til os efterfølgende om deres oplevelse.

En elev fra Ørestad Gymnasium skrev:

Det var en fantastisk oplevels,e da i lod os deltage i dette foredrag. Det var utrolig følelsesladet at høre de forskellige historier og høre de forfærdelige hændelser. Til gengæld gav det et helt nyt syn på verden. Det var forfærdeligt at finde ud af,  hvad der egentlig sker for flygtninge i dag, men fantastisk nu at have den viden. Man fik åbnet øjnene for den realitet som medierne skjuler. Det var utrolig modigt af dem at stille op og åbne deres livshistorier for os, og det var virkelig fedt at man kunne stille spørgsmål til sidst. Jeg ville ønske, at alle fik muligheden for at vide, hvad der egentlig sker for mennesker i dag. Dette foredrag gav et helt nyt menneskesyn. 

En anden elev kommenterede:

Jeg blev meget påvirket og snakkede med mange om det efter. Jeg blev rørt af alle tre historier, men historien fra Bosnien og Rwanda havde jeg ikke hørt om før, så det var ny viden. At kigge på dem og se dem fortælle og se de blev rørt, rørte mig.

Besøg af en Holocaust overlever

HIA havde i september 2014 æren af at have holocaustoverleveren Leslie Schwartz på besøg. Leslie, eller Lazlo på ungarsk, blev født ind i en jødisk familie, men som så mange andre børn var han ikke bevidst om, hvad det betød at være jøde. Hans familie var ikke synderligt praktiserende, og så var han vild med svinekød. Han havde heller ikke oplevet at føle sig anderledes end sine kammerater, men alt det ændrede sig med et slag med besættelsen. Den indre svinehund viste sig hurtigt, og pludselig kunne han ikke tale med folk, lege som han plejede og gå i skole. Leslie glemmer aldrig, hvordan naboerne, “venner” og andre i landsbyen opførte sig, da han som 14 årig sammen med sin familie og andre jøder fra landsbyen blev deporteret til Auschwitz.

“I remember when we had to leave the village I grew up in, all the church bells rang, and our neighbours cheered and shouted, that they hoped we would never return.”

Således startede Leslies lange og hårde rejse rundt i Europa. Selvom han blev skilt fra sin familie i Auschwitz og blev sendt videre til andre KZ- og arbejdslejre, var han fast besluttet på  at overleve dette helvede. I løbet af rejsen nåede Leslie at møde den berygtede Doktor Mengele, blive beskudt af allierede fly, marchere i dagevis uden vand og drikke, møde tysk generøsitet og kærlighed som han aldrig vil glemme og blive skudt af en på hans egen alder to dage inden hans befrielse.

Dialog mellem holocaustoverlever og skoleelever

Leslie Schwartz  besøgte blandt andet Bagsværd Kostskole, Zahles Gymnasieskole,  Strandvejsskolen og Olympia skolen i Helsingborg, hvor han rørte eleverne med sine gribende fortællinger fra koncentrationslejrene.

En elev spurgte for eksempel: ”How did you manage to overcome the horrible experiences in the KZ camps?” og en anden elev spurgte: ”What made you keep on fighting when so many people were dying around you?”.

Leslies svar på denne type spørgsmål var konsekvent det samme, nemlig: ”When I was in the concentration camps my only mission was to survive so that I one day could stand here in front of you and tell my story. It is important that I share my story, so that young people like yourself get the feeling of what actually happened in the camps and get a sense of the pain and suffering that we experienced under these barbaric conditions.”.

Leslie Schwarz fik under sit ophold i Danmark også anledning til at besøge Dansk Jødisk Museum og holde foredrag om sine oplevelser. Her blev han interviewet af Karen Thisted i en fyldt sal

Holocaust må aldrig glemmes

Leslies besøg var givtigt både for eleverne på skolerne i Danmark og Sverige og for HIA som organisation. Publikums reaktioner på hans fortællinger understreger vigtigheden i fortsat at huske folk på, at der for relativt få år siden var mennesker, som blev udsat for ekstreme grusomheder. Grusomheder som ud fra et nutidigt humanistisk perspektiv ikke burde kunne finde sted. Det understreger desuden betydningen af, at organisationer fortsat skal oplyse befolkninger og regeringer om menneskerettigheder og få dem til at reagere når menneskerettigheder bliver brudt

Holocaust og det personlige ansvar – Et lærerseminar om oktober ‘43

Det er HIAs ønske, at alle vores projekter skal række længere frem ud i tiden end blot den tid de tager at afholde. Derfor indeholdt markeringen for oktober ’43 et lærerseminar for folkeskole- og gymnasielærer, der blev afholdt den 30. september  i samarbejde med Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Lærerne fik både en personlig beretning fra en flygtning fra oktober ’43, samt en introduktion til den nyeste forskning og det nyeste undervisningsmateriale om oktober ’43, heriblandt HIA DK’s eget tværfaglige online undervisningsmateriale. Dagen indeholdt også en bred, international vinkel på Holocaust; Konstanty Gebert, journalist og forfatter fra Polen, fortalte om det polske civilsamfund under Holocaust. Wolf Kaiser, leder af undervisningsafdelingen hos Haus der Wannsee-Konferenz, og Ronald Leopold, direktør for Anne Frank Huset i Amsterdam, fortalte begge om deres undervisningsarbejde med Holocaust. Til sidst præsenterede Anders Jerichow, formand for HIA DK, og Cecilie Stokholm Banke,  seniorforsker hos DIIS, HIA DK’s to nyeste bogudgivelser om oktober ’43.

Dagen var præget af en engageret og positiv stemning, og der var stor interesse for emnet og for måder at undervise i det på, netop med vægt på personligt ansvar i krisesituationer. Alle deltagerne kom hjem med en udgave af HIA’s nye kildesamling og antologi, samt en masse inspiration til, hvordan de nu kan bringe viden om Holocaust og oktober ’43 videre til deres elever og til andre kollegaer. På den måde nåede markeringen for oktober ’43 og dets budskaber ikke kun ud til deltagerne på seminaret, men også ud til landets mange klasselokaler.