Oktober 1943

  • oktober 1943

Natten mellem d. 1. og 2. oktober 1943

Om natten mellem den 1. og 2. oktober 2013 var det 70 år siden, at den nazistiske besættelsesmagt i Danmark forsøgte at arrestere de danske jøder for at deportere dem til KZ-lejren Theresienstadt. Dette mørke kapitel i dansk historie blev i stor udstrækning forvandlet til en stjernestund, da det lykkedes danske landsmænd – naboer, venner, arbejdskammerater, folk fra modstandsbevægelsen, læger, hospitaler, præster, fiskere – ja, et bredt udsnit af den danske befolkning – at hjælpe jøder i ly og videre til Sverige. Et lille mindretal på 471 danske jøder blev dog tilbageholdt og sendt til Theresienstadt i Böhmen.

HIA inviterede til international konference om oktober 1943

HIA afviklede på den baggrund en international konference på Vilvorde Kursuscenter i Charlottenlund om civilsamfundets reaktion på Holocaust i en halv snes lande. En perlerække af internationale topforskere og skribenter—blandt andet Bob Moore, Ulrich Herbert og Konstanty Gebert – var inviteret til København for at tale ved konferencen, der også fik oplæg fra ambassadørerne fra Tyskland, Sverige og Israel, og samlede hen ved 170 deltagere til to en halv dags engageret debat om personligt ansvar under stærkt belastende vilkår. Hele konferencen flyttede en enkelt eftermiddag op til Gilleleje, hvor én flygtning til Sverige og én deporteret til Theresienstadt – Bent Melchior og Birgit Fischermann – fortalte om de dramatiske dage.

HIA påtog sig tilrettelæggelsen af konferencen som tovholder for en dansk komité til markering af 70-året for oktober 1943. Komiteen havde repræsentanter for Mosaisk Troessamfund, Institut for Menneskerettigheder, Jødisk Museum, Dansk Institut for Internationale Studier, foruden flere historikere.

Programmet var tilrettelagt af Cecilie Felicia Stokholm Banke, Eva Maria Lassen og Anders Jerichow i et samarbejde med Magnus Harrison, Emilie Bang-Jensen og Mette Kylsøe, En række danske og internationale fonde støttede konferencen.

Cecilie Felicia Stokholm Banke, Seniorforsker i Holocaust og folkedrab hos Dansk Institut for Internationale Studier

Udgivelsen af bøger om oktober 1943

Humanity in Action udgav i.f.m. markeringen af 70-året for oktober 1943 to bøger i et samarbejde med Syddansk Universitetsforlag. Herudover findes der undervisningsmateriale om oktober 1943 her.

Antologien ”Holocaust of civilsamfundets reaktion”

Cecilie Felicia Stokholm Banke og Anders Jerichow redigerede antologien ”Holocaust og civilsamfundets reaktion” med bidrag af internationale forskere og skribenter, som i bogen står bag hver sit essay om, hvad man i en halv snes lande vidste om den nazistiske antisemitisme, og hvordan man reagerede på Holocaust, mens det fandt sted. Antologien blev samtidig udgivet på engelsk af HIA i New York.

Kildesamlingen ”Oktober ’43”

Anders Jerichow redigerede desuden kildesamlingen ”Oktober ’43”. Danske jøders flugt til Sverige eller deportation til Theresienstadt” med det hidtil bredeste kildemateriale om de historiske begivenheder, deres optakt og deres efterspil. Bag researchen stod også Emilie Bang-Jensen.

Særforestilling i det Kgl Teater

Oktober 1943 Det Kgl Teater

Som tovholder i den danske komité for markering af 70-året for oktober 1943 stod HIA DK også bag en særforestilling på Det Kongelige Teater. Den blev afholdt den 2. oktober 2013 i overværelse af Hendes Majestær Dronning Margrethe og med indledning af såvel statsminister Helle Thorning Schmidt som tidl. overrabbiner Bent Melchior.

Den ekstraordinære forestilling blev overværet af 1200 teatergæster, heriblandt mange overlevende fra Theresienstadt, tidligere flygtninge fra Sverige og deltagere i den danske frihedskamp. Regering, Folketinget og en række ambassader var også bredt repræsenteret i Gamle Scenes smukke teaterrum, hvor de oplevede en stor forestilling med kunstnere fra Danmark, Tyskland og England. Skuespilleren Karen Lise Mynster reciterede bl.a. den danske frihedskæmper og digter Morten Nielsen samt den tidligere kz-lejrfange Primo Levi. Aftenen bød også på et storslået musikalsk program med værker af Beethoven, van Westhoff, Schulhoff og Schønberg fremført af den britiske violinist Daniel Hope, den tyske baryton Wolfgang Koch, tre generationer af familien Goldschmidt, solister fra Den Kongelige Opera, Det Kongelige Operakor, Hamburger Singakademie og Det Kongelige Kapel.