Debatmøder og kulturtilbud

Debatmøde om konflikten i mellemøsten og Ukraine

I efteråret 2014 arrangerede HIA DK i samarbejde med Vartov et debatmøde om konflikten i mellemøsten og Ukraine.

Deltagere var: Konstanty Gebert, menneskerettighedsaktivist og journalist ved Gazeta Wyborcza, Cecilie Stockholm Banke, seniorforsker og ph.d. ved DIIS, Thomas Ubbesen, journalist og korrespondent ved DR, og Poul Poder, ph.d. og lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet samt vicecenterleder for Centre for Resolution of International Conflicts (CRIC)

Omdrejningspunktet for debatten var om krigsførende parter spekulerer i de meninger og holdninger, som befolkningerne udtrykker i offentligheden via fx demonstrationer, underskriftsindsamlinger og sociale medier. Konflikterne i Syrien/Irak, Gaza og Ukraine udløste nemlig vidt forskellige reaktioner blandt befolkningerne, og mediernes bevågenhed varierede fra konflikt til konflikt.

Konflikten i Gaza skabte røre verden over, men de fleste landes regeringer var bange for at fordømme Israels massive overgreb på den palæstinensiske civilbefolkning. Konflikten i Ukraine fik til gengæld EU’s regeringer til at stå sammen og indføre sanktioner mod Rusland, mens borgernes fokus først for alvor blev rettet mod konflikten efter nedskydningen af MH17. Til gengæld har ISIL’s fremmarch i Irak og Syrien og halshugninger af uskyldige vesterlændinge vakt væmmelse og harme verden over og udløst en international militæraktion ledet af amerikanerne.

Panelets sammensætning, med repræsentanter for forskellige vinkler og tilgange til emnet, resulterede i mange forskelligartede spørgsmål fra publikum.

Debatten blev afholdt i Vartovs store konferencesal, og interessen for emnet var stor. Med de skarpe analyser fra panelet og med 60 aktivt lyttende deltagere, blev debatten et tydeligt eksempel på, hvor vigtigt det er, at debatten om konflikter, følelser og reaktioner fortsætter.

Paneldebat om religion og menneskerettigheder

I samarbejde med British Council og Kristeligt Dagblad afholdt HIA DK en paneldebat om omskæringsforbudet. Spørgsmålet var: Kan religion og menneskerettigheder sameksistere i et moderne samfund?

Debatten foregik på engelsk og det var et interessant udvalg af deltagere i panelet: David Keane, professor i jura ved Middlesex Universitet, specialiseret i menneskerettigheder, minoritetsrettigheder og ytringsfrihed, Finn Schwartz, partner ved Horten Advokatfirma specialiseret i arbejdslovgivning og formand for Dansk Mosaisk Trossamfund og Helle Møller Jensen Ph.d. og præst i Skovshoved kirke og medforfatter til Kierkegaard’s Pastoral dialogues. Debatten blev holdt hos Kristeligt Dagblad.

Paneldeltagerne forklarede baggrunden for den massive respons, der var i forbindelse med den tyske domstols foreslåede omskæringsforbud i juni. Debatten fortsatte dog også ud over omskæring og kom også ind over andre religioner og samfundsopfattelser og ideologier. Der var en stor skel mellem de forskellige holdninger til religion og menneskerettigheder, hvilket debatten med publikummet bar tydeligt præg af, men dette understregede bare emnets relevans, og gjorde debatten levende og betydningsfuld. Både paneldeltagerne og publikum fik indsigt i nogle anderledes synsvinkler og perspektiver på religion og menneskerettigheder.

Film- og dokumentarvisning 

HIA DK inviterede under Copenhagen Dox 2012 til visning af The Act of Killing med efterfølgende debat med filmens instruktør Joshua Oppenheimer.

Den dansk produceret The Act of Killing, er en surrealistisk og kontroversiel fortælling om de selvproklamerede helte af et massemord. Lederne af Indonesiens dødspatruljer fra folkemorderne i 60’erne er nu gamle mænd ustraffet, ureflekterede og stolte af deres grusomme forbrydelser – eller er de? Dokumentarens instruktør genforener de gamle mænd og lader dem genfortælle og dramatisere mordene fra deres egen synsvinkel, hvilket giver publikum en unik mulighed for at kigge helt ind i de mørkeste tanker hos en morder og følge hans rejse af forsoning eller selvbedrag og illusion.

The Act of Killing er i den grad en dokumentar, der tvinger publikum til at reflektere over de svære men vigtige spørgsmål om konflikt, menneskelighed og forsoning. Derfor blev filmvisningen i Grand Teatret efterfulgt af en Q&A med instruktøren Joshua Oppenheimer i studenterhuset, hvor publikum fik mulighed for at stille Oppenheimer dybdegående spørgsmål og få historien og filmens udvikling og udfordringer undervejs og nogle af de unikke dilemmaer Oppenheimer, som menneske stod med.

Oppenheimer fortalte med iver og skarphed, ikke kun om den omfattende filmproces, men udfordrede samtidig publikum med sine egne spørgsmål og vidnesbyrd om de bødler han havde fulgt så længe, lige indtil han måtte tage direkte videre og modtage CPH:DOX prisen for bedste dokumentar.