De internationale sommerakademier

Sommerakademiet i Detroit

Af Senior Fellow, Frederik Zoëga.

Detroit er mere end Eminem og biler

Humanity in Action Fellow Frederik Zoëga var i juli måned i Detroit, hvor han sammen med andre udvalgte fellows undersøgte, hvordan Detroits historie påvirker byens fremtid. Den historiske diskrimination af afroamerikanere viser sit tydelige spor, men lokale ildsjæle håber på en lysere fremtid.

De fleste forbinder Detroit med Eminem, biler eller konkurs. Afhængigt af perspektiv kan de to første være ganske positive, om end det tredje punkt i alles øjne må formodes at være et ærgerligt prædikat at have på sig. Byen, der gik fra at være et symbol på fremdrift og den amerikanske drøm, kæmper nu med at komme tilbage i overhalingsbanen. Motown, som byen også kaldes på grund af pladeselskabets kuld af legendariske musikere, kørte i årtier i femte  gear støttet af industrialiseringen i starten af 1900-tallet, men ikke alle fik lov at være en del af festen. Mange afroamerikanere tog turen fra sydstaterne op til det køligere nord på grænsen til Canada og var udsat for institutionaliseret racediskrimination på nærmest alle niveauer. Et eksempel på dette var det politiske organ FHA, Federal Housing Administration, der på lokalt, statsligt og national plan udlånte penge til hvide middelklasse familier, men kun sjældent til afroamerikanere, som endte i urban housing projects, hvor der op til i dag blev skabt øde områder uden adgang til indkøb af mad.

De såkaldte food deserts har skabt grobund for det, vi også i Danmark populært kalder urban farming, hvilket er dyrkning af afgrøder i ellers tomme industriområder og forholdsvis udbredt i kæmpestore Detroit, der arealmæssigt kunne indeholde 3-4 andre amerikanske storbyer. Det er dog desværre ikke alle områder i byen, der formår at etablere en mere bæredygtig levestandard med sund kost dyrket lokalt, til dels på grund af mangel på ressourcer, men også fordi man ikke ved bedre, da kvaliteten af den offentlige undervisning i skolerne er stærkt kritisable. De mangler ressourcer, hvilket ikke bliver prioriteret politisk. Fast-food kulturen lever i bedste velgående og serverer billig og usund mad. Uvidenheden om sund mad hersker i de negligerede områder, og når hurtig mad er billigere og mere tilgængelig end frugt og grønt, er valget nemt.

Med 700.000 indbyggere i en by, der tidligere har været beboet af det tredobbelte, er bybilledet præget af tomme huse og byggegrunde. Under det der kaldes ”White flight”, flyttede hvide familier i specielt 1950- og 60’erne til forstæderne forbi 8th Mile Road, som senere blev udødeliggjort af filmen med Eminem af samme navn i 2002. I dag ses konsekvenserne af årtiers diskrimination af afroamerikanerne tydeligt i bybilledet, hvor 82 procent af byens indbyggere er afroamerikanere, mens majoriteten i magtpositioner, i både erhvervsliv og politik, er hvide, der typisk bor i forstæderne uden for Detroit. Repræsentationen af og forbillederne for minoriteterne mangler, selvom der absolut findes mange ildsjæle rundt omkring i byen.

Det er svært at udvælge og fokusere på specifikke emner, arrangementer og ture vi havde som fellows. Byudvikling er et så stort emne, at det indeholder alle politiske elementer, således at man den ene dag beskæftiger sig med områdeudvikling, mens man diskuterer sundhedspolitik den næste. Gentrificering er også i Detroit på alles læber, da man i centrum har oplevet ejendomsinvesteringer og en økonomisk vækst, og der er også kommet en sporvogn, der kører ud fra legendarisk lange Woodwaard Avenue. Debatten, eller nærmere kontroversen, er gået på, at sporvognen ikke kommer langt nok ud af centrum til de ca. 40 procent af borgerne, der for alvor mangler adgang til offentlig transport i Motor City, og som typisk ikke har råd til at bo i centrum, hvor ejendomsinvestorer forsøger at gøre Detroit til en tech-hub, altså tiltrække firmaer med fokus på ny, disruptiv teknologi. Mange aktivister og forskere stiller dog spørgsmålstegn ved, om denne tiltrækning af arbejdskraft udefra, kommer de nuværende borgere til gode.

Personligt var det en stor oplevelse at være i Detroit med et så godt tilrettelagt program fra Humanity In Actions side. Mine mange forskellige fellows og jeg, hvor halvdelen var europæere og de resterende fra staten Michigan, mødtes med forskere, journalister, aktivister, ejendomsinvestorer og mange andre. De mange forskellige identiteter, baggrunde og verdenssyn er med til at åbne op for mange gode diskussioner om race, køn, ulighed og generelle politiske problemstillinger og udfordringer. Man skal være klar på at lytte og blive klogere, samt at ens verdenssyn bliver udfordret. Det er dog naturligvis med til at gøre en klogere, og man bliver som regel kun klogere eller mere bevidst ved at lytte til andre, frem for sig selv. Man kunne fremhæve enormt mange politiske udfordringer, som Detroit som by og USA som land står over for, men for mig står social ulighed tilbage som et af de mest presserende. Ulighed er forbundet til mange andre politiske udfordringer og er en af kerneelementerne i at forstå alvorligheden i den manglende sammenhængskraft, som udruller sig både historisk og i øjeblikket over USA.

Hvis man er interesseret i samfundsforhold, byudvikling og amerikanske politiske forhold, kan jeg på det kraftigste anbefale at søge om at komme til Detroit. Man bliver fagligt og personligt udfordret med en masse andre ambitiøse unge, som hver især bidrager med deres faglige og personlige perspektiver. Jeg glæder mig til at følge Detroits udvikling, og håber at Humanity In Actions programmer kan være med til at sætte fokus på byen fremover.

 

Sommerakademiet i Atlanta – The John Lewis Fellowship 2017

Af Senior Fellow, Rukhsar Asif. 

En rejse over atlanten der gjorde et indtryk og fyldte hjertet med mod og inspiration.   

Sommerakademiet i  Atlanta var et spændende projekt, der tog mig med på en rejse gennem Atlantas historie. Byen er berømt for at være stedet hvor menneskerettigheders ledere blev skabt. Deres mest berømte ikon er Martin Luther King, hvis indtryk stadigvæk giver genklang i byens gader. Til trods for det banebrydende arbejde King og hans gruppe formåede at udrette, opdagede jeg hurtigt, at der stadigvæk er rig mulighed for forbedringer i staten og landet.  

Fellowshippet bar os igennem Atlantas gader, metroer, bygninger, museer og kulturelle begivenheder, hvor vi kunne se den sociale ulighed og uretfærdighed med vores egne øjne. Vi blev godt klædt på inden vi tog på opdagelse i byen gennem de mange professorer, menneskerettighedsforkæmpere, advokater og businessfolk der fortalt om deres daglige indsats for at bekæmpe social ulighed.

Dette ledte mig på en intens søgen efter måder at skabe social lighed på og positiv social udvikling og ligestilling mellem forskellige befolkningsgrupper i Atlanta. Jeg opdagede hurtigt at en måned ikke var nok til at sætte mig ind de kulturelle dynamikker, jeg som dansker og europæer, ikke var bekendt med. Dette gjorde det svært for mange af os europæer at komme med langvarige og holdbare løsninger. På den anden side kom vi med en alternativ måde at at se Atlantas situation på, hvilket åbnede op for nye muligheder og udfordringer for amerikanerne.

Jeg ville helt klart opfordre andre til at søge dette akademi, idet det fik mig til at forstå de adskillige former for social ulighed, der finder sted i verden, og hvordan folk forholder sig til dem. Opholdet berigede mig også med muligheden for at lære om vigtigheden af kulturel forståelse og viden for at kunne hjælpe andre mennesker. Interkulturel forståelse og kommunikation var et vigtigt værktøj jeg tog med i bagagen. Derudover, blev jeg inspireret hver dag af talere, begivenheder og observationer. Dette har efterladt et stort indtryk på den måde jeg ser menneskerettigheder og social ulighed på i dag, og hvordan jeg har tænkt mig at arbejde med det fremover.

 

Sommerakademiet i Sarajevo

Af Senior Fellow, Malte Breiding Hansen.

I maj og juni måned var jeg så privilegeret at få lov til at deltage som dansk Fellow i Sarajevos Humanity in Action Fellowship. Jeg vidste, at uanset hvor meget jeg læste om Bosnien & Hercegovinas historie, ville jeg aldrig kunne forberede mig på de faglige, sociale og følelsesmæssige indtryk, der ventede mig i dette post-konfliktramte land – og jeg tog bestemt ikke fejl! Fellowshippet var inddelt I 3 tematiske uger, bestående af intense oplæg, workshops, Fellow Talks og ekskursioner. Den første uge startede hårdt ud med en grundig introduktion til Bosniens historie med folkemord og igangværende processer med retsopgør for menneskerettighedsovertrædelser under krigen. Anden uge satte fokus på samfundsmæssige, juridiske og økonomiske forandringer i nutidens BiH, mens den sidste uge omhandlede post-konflikt og identitetspolitik.

Jeg føler mig virkelig privilegeret over, at jeg fik lov til at opleve det særlige bånd, der opstår mellem 15 skarpe og passionerede individer fra hele verden, når man sammen går i stilhed blandt tusinder af gravstene i Srebenica, deltager i en mindes-march for børn i Prijedor, der mistede deres liv under krigen, holder hinanden i hånden mens vi ser videomateriale af massehenrettelser, taler med overlevende fra koncentrationslejre og diskuterer med ledende eksperter og aktivister om emner helt fra kvindelige/mandlige voldtægtsofre, LGBT+ problematikker til stærkt tiltrængte forfatningsreformer.

Noget der inspirerede mig allermest, var at få muligheden for at lære af og engagere mig i de mange forskellige menneskerettigheds-problematikker som de øvrige Fellows hjerter i særlig grad bankede for og at få muligheden for at dele erfaringer og viden fra mit eget hjemland. Særligt, bidrog de fire lokale Fellows fra BiH med en uundværlig viden og erfaring med at leve og kæmpe i hverdagens BIH, der tilførte nye lag af dybde til læringsprocessen – lige meget om det var under en debat-seance eller over en Sarajevsko. Da jeg selv er særligt engageret i LGBT+ problematikker, var jeg svært begejstret for at få muligheden for at tale med lokale aktivister, der hver dag kæmper for queer-miljøet i BiH. Jeg benyttede mig særligt af at befinde mig i Sarajevo, til at foretage små interviews med nogle af de seje aktivister i Sarajevo Open Center (den største LGBT+ og kvinderettighedsorganisation i BiH). De kæmper imod et system og en generel samfundsmæssig modvilje, der kan være svær at forestille sig i Danmark, og kampen for at samle miljøet bliver langt hen af vejen holdt tilbage af frygt.

Hjemvendt til Danmark, ser jeg på menneskerettighedsdiskussioner i den offentlige debat fra et nyt perspektiv. At have oplevet, og til en hvis grad følt, civilsamfundets desperation og kamp i BIH har ikke fået mig til at læne mig tilbage og trivialisere vigtigheden af danske menneskerettighedsaktivisters arbejde. Tværtimod, sætter jeg nu i større grad pris på den forandring og ukuelighed, der kan skabes blandt medborgere, når vi samles for at tage vores lille bid af ‘Humanity’ og forvandler det til ‘Action’.

Jeg vil derfor stærkt anbefale alle at søge om en plads i Humanity in Action Fellowship 2018.